breaking news

OPLØSNINGSTIDENDE - tidsskriftet for kognitiv dekonstruktion

 

Humanistisk forskning viser: Teoretisk set har Danmark ikke demokrati

 

Humanistiske studier bliver udskældt for deres generelle ubrugelighed og er mere end nogensinde udsat for sparekniven. Til gengæld fremmer man studier, der producerer målbare tal, statistikker og håndgribelige produkter, fordi disse områder åbenlyst virker mere funktionelle. Nogle mener at det er humanisternes egen skyld, grundet en såkaldt ”humanistisk sprogbarriere”, (http://politiken.dk/debat/ECE3069515/indroem-nu-at-humaniora-er-sin-egen-vaerste-fjende/) - men kan der også være tale om en folkelig tendens til at konsumere letforståelige medier, ganske enkelt fordi det er hårdt at skulle tilegne sig ny viden på daglig basis? Bliver humanisterne mon udfaset fordi kompleksiteten i resultaterne fra deres studier ikke bare er svære at omfavne rent økonomisk – men også rent politisk? For at imødekomme forespørgslen om ikke humanioras pointer snart kan nå videre end fakultetets ”fæstning” på Amager, bliver vi her trukket igennem en række begreber inden for sprogvidenskab, som måske kan kaste en ny farve lys over Danmarks demokratiske tilstand.

 

Udadtil bliver den danske nation opfattet som stolt fortaler for ytringsfrihed, menneskerettigheder og demokrati. Danskerne lærer delvist at være stolte af at have sikret en høj levestandard for alle borgere, et veludviklet velfærdssystem, og samtidig at rumme libertære værdier såsom borgernes ret til eget valg om livet og jagten på lykke.

Dette samfundsideal kan set igennem ”skeptikerens briller” betragtes som en konsekvens af oplysningstanken; - altså at et syn på verdenshistorien, der implicit betragter religion som et overstået kapitel og hylder det vestlige samfund for at have nået det foreløbige højdepunkt for fornuftserkendelsens udvikling.

Men hvis man tilslutter sig den gode gamle frase, der lyder på at ”historien er skrevet af vinderne”, så kan det blot betragtes som et diskursivt produkt af ”oplysningstidens epoke” når kulturmødet mellem det danske demokrati og religiøse minoriteter italesættes som et udfordrende skel mellem frihedstænkning og undertrykkelse. Gang på gang i de vestlige medier gengives religionen Islam som noget, der repræsenterer et under-udviklet samfundssyn, hvor folk ”stadig indgår arrangerede ægteskaber”, ”undertrykker kvinder” og rent politisk befinder sig på en lavere udviklingstrin end det velfungerende vestlige demokrati. - Det er ikke ligefrem et ydmygt historieperspektiv, når det fremmes af oplysnings-entusiasterne selv, men man kan se ét af utallige eksempler herpå i følgende artikel, hvor journalisten Lone Nørgaard modstiller den vestlige og den arabiske fornuftserkendelse i artiklen Derfor er islam i krise: http://jyllands-posten.dk/opinion/kronik/ECE6839008/derfor-er-islam-i-krise/

 

Måske er vestlig fornuftserkendelse ikke så fornuftig endda.

Men i produktionen af vores vestlige erkendelse, bliver man sjældent præsenteret for en historieopfattelse, hvor man lærer at se indad. Massemedierne og udviklingshistorien bliver på overfladen til en stime af demokratisk selvforherligelse, der kan medføre at man overser det alvorlige ved:

 

1) At der faktisk i Danmark er blevet nedsat love, der unægteligt er rettet imod specifikke befolkningsgrupper, som for eksempel Randers kommunes knapt så libertære kantinetiltag samt 24-års-reglen.

2) At det gentagelsesvis er økonomisk baserede argumenter, der styrer debatten for grænsepolitik, og dermed er afgørende for beslutninger, der gælder liv og død.

3) At økonomien som styrende princip for nyhedsmedier bevirker at markedskræfterne er styrende princip for den generelle erkendelse, det vestlige samfund risikerer at skabe sin norm inden for en særdeles snæver tankeramme.

 

Det, der inden for retorikken kaldes en topos-analyse kan teoretisk set forklare hvordan økonomien som styrende faktor for den politiske debat undergraver formidlingen af andre værdier, og dermed undergraver den essentielle værdi i demokratiet. Og teoretisk set har begrebet om demokrati flere betydninger, der er vidt forskellig fra den praksis, der finder sted her i Danmark: Produktion, vækst og stort arbejdsmarked skal forestille at kendetegne et velfungerende samfund, men hvis man nærstuderer det oprindelige formål med demokratiet, så har det sit teoretiske fundament i begrebet deliberation.

Den deliberative proces er betegnelsen for den fælles beslutningsproces, hvor man forsøger at diskutere sig frem til enighed. I et repræsentativt demokrati skulle dette egentligt ske mellem politikere således at alle holdninger blandt samfundets borgere bliver varetaget, før en fast lovgivning bliver nedsat. Men her i 2016 ser det dog ud til at denne, oprindeligt noble, debat-disciplin er blevet afløst af personlig mudderkastning blandt politikernes offentligt konstruerede identiteter. Den plads i mediebilledet, der bliver brugt på intern kamp og sensationelle nyheder, går ubenægteligt ud over nuancering af samfundets problemstillinger. Men hvem bærer skylden? Politikerne selv, bristerne i opfindelsen af det repræsentative demokrati, den almene borger, der ikke har læst op på retorisk teori om den deliberative proces, eller er det massemedierne, der gang på gang sætter deres oprindelige ansvar om at informere borgerne sekundært i forhold til deres primære mål om at sælge nyheder? - Hvem bærer skylden, og hvad er konsekvenserne?

 

Fordomme + fordomme = større kontraster

På Fakultetet for medier, erkendelse og formidling bliver man endvidere præsenteret for begreber som polarisering, der på populærsprog kan forklares som ”tendensen til at mennesker samler sig i en eksklusiv gruppe, der ryg-klappende forstærker hinandens holdninger indtil gruppeholdningen eskalerer og danner en pol.” Men poler skaber modpoler, og snart bliver det til masser af mulighed for at producere salgsbar journalistik på baggrund af den erkendelses-kløft, der finder sted mellem samfundets yderpositioner. Resultatet bliver yderligere stereotypisering og en simplificeret historieforståelse, der gengiver salmen om Vestens oplysningtid og den samtidige frihed fra Gud og kvindeundertrykkelse.

Dermed sagt, må man ikke glemme at anerkende de mange eksempler på artikelskrivere, der forsøger at bidrage til den offentlige debat med nuancerede forståelser af verdensperpektivet, frem for blot at skabe drama. Et fortrinligt eksempel er denne idéhistoriske forklaring af, hvordan de fleste vestlige idealer faktisk stammer fra fra arabisk filosofi; Engang lærte araberne os at tænke: http://www.information.dk/60368?utm_medium=social . Denne artikel opløser grundlaget for Lone Nørgaards selvetablerede dikotomi i førnævnte artikel. En dikotomi er en argumentationsteknik, hvor man skaber en modsætning, der ikke er nødvendigvis er reel. Dvs. at man argumentationsfilosofisk kan betragte hendes fremstilling af den islamsisk-vestlige erkendelses-kløft som en ren sproghandling. -Men hvem vinder? Hvilken type journalistik klarer sig bedst i markedssammenhæng og hvem bidrager i sidste ende mest til den gænge forståelse af historie?

Demokrati forstået som en deliberativ proces kræver unægteligt følgende præmis: At folket er velinformeret. Men muligheden for at sikre reel, lødig information halter, når nyheder skal produceres, som varer, der skal sælges; Dvs. at de enten skal please/tale-folk-efter-munden, chokere, forarge eller i sig selv være vigtige nok til at folk gider købe avisen.

 

...og den der i sidste ende bærer skylden er: Os alle sammen!

Som svar på vores åbne spørgsmål om, hvem der bærer skylden for samfundets tilstand, kan vi med rette sige: Massemedierne! Og deres købere! OG politikerne og deres spindoktorer! Og historikerne, samfundsfagslærerne, de religiøse der lader sig stereotypisere, videnskabens dogmatikere, - økonomerne, kirkerne, præsterne, løgnerne, bedragerne og dem der fortæller sandheden, dem der siger at humanistisk forskning er ubrugeligt og dem der ikke har overskud til at forstå hvad humanisterne siger, men også de humanister, der ikke siger noget – kort sagt: os allesammen, der som del af det her dem-og-os-krati er medansvarlige for den effekt det har, når Hr. & Fru. Jensen tænder TV’et efter en lang arbejdsdag og konsumerer deres daglige dosis af banale, stereotypiserende nyheder, fordi de ikke har overskud til at sætte sig ind i komplicerede udlægninger af virkeligheden. - Fordi problemet er at sort/hvide tal vil altid være nemmere at forholde sig til end lange sætninger.

..og fordi det bunder i et strukturproblem, der for komplekst til at man med respekt til humanioras teoretiske grundlag kan finde én bestemt karakter at hænge ud som ansvarlig.

 

Så når humanisterne bliver beskyldt for ikke at sige et pip for den – i øvrigt forsvindende – sum penge som Staten Danmark sender efter dem, så har det ligeså meget at gøre med årsager som at humanistisk forskning; 1) kan være svært at forstå, 2) det bliver med sikkerhed langt, og 3) det kan bruges til noget så ubehageligt at anfægte vores moderne fundamentalisme: Oplysningstanken og troen på demokratiet.

Med andre ord, så passer humanistisk forskning ikke rigtig ind i dagbladenes givne rammer, eftersom det ikke så nemt kan bruges til at skabe entydige resultater eller simple beskyldninger. - Plus at det føles som at undergrave værdien i humanioras nuancerede tænkning, når det skal sættes på spidsen som et binært regnestykke og formidles med en arrogant tone for at have chancen for at komme igennem til en avis.

 

Det endelige resultat: Vi har ikke demokrati

Kort sagt: Inden for rammerne af et markedsorienteret demokrati, er det ikke alle der har lige muligheder for at komme til orde, eller lige muligheder for at vide hvad der sker. Konklusionen må være, at der ikke er demokrati i Danmark; Hvis to essentielle dele af demokratiet er information og fælles-drøftelse, så ville det lige pt. være at prale at sige Danmark og demokrati i samme sætning.

Så hvis man føler sig demokratisk anlagt og som medborger erkender sit sociale ansvar overfor f.eks. den islamofobiske tone i medierne, kan man gøre noget for at udbedre tabet af de egentlige demokratiske værdier, ved at huske sig selv på journalistikkens pensum: de velkendte nyhedskriterier; Konflikt, Sensation, Identifikation, (lokationsmæssig) Nærhed, Aktualitet & Væsentlighed. Disse krav er retningslinierne for journalistisk produktion, hvilket viser at virkeligheden konstant formidles igennem et markedsbaseret filter. Og det vil sige at læsere, der skaber stærke fordomme er godt for pressen fordi de bliver motiveret til at forbruge flere nyheder; Hvilket vil sige at man skal dyrke splittelse mellem mennesker for at producere funktionel journalistik. - Var det mon i virkeligheden en joke at kalde den her kontekst for oplysningssamfundet ?

 

For at gøre op med polariseringen, kan man genoverveje den kulturelle modstilling mellem arabisk og vestlig ideologi. - I hvert fald er der rig mulighed for at feje for egen dør, når det kommer til forestillingen om, at det oplyste samfund skulle have overkommet historien om kvindeundertrykkelse. For hvis man åbner øjnene og ser indad, i Københavns gader, hænger der lige for tiden en helt nøgen dame langs HT-busserne fordi hendes kønslige pligt byder hende at kaste sig under kniven for en fedtoperation. Og hun hænger dér uanset hvilke briller man verden ser igennem.

 

Skrevet af: Line Lauridsen, BA filosofi/stud. KA retorik v. KU MEF, instituttet for medier, erkendelse og formidling

 

 

 

 


Feedback, kommentarer eller evt. trusler bedes rettet mod følgende email: [email protected] data-cfhash='f9e31' type="text/javascript">/* */